Simon Hansen-Nord tager imod os på gårdspladsen. Næsen er solskoldet efter mange timers arbejde udenfor, og både hans fysik og de oprullede skjorteærmer understreger indtrykket: Han er vant til at tage fat.

Han virker hjemmevant, men at hans skæbne skulle ændre sig definitivt en sommerdag for to år siden, og at han pludselig, som blot 31-årig, skulle stå med ansvaret for Svinningegården på Lammefjorden, havde han ikke forestillet sig.

”Da jeg var 13 år mødte jeg en frømand, der var to meter høj og en meter bred. Min hånd var lillebitte i hans kæmpestore grab. Sådan en mand ville jeg gerne være! Jeg søgte ind i militæret efter studentereksamen og blev optaget på Hærens Officersskole. Men da jeg havde været kold, våd og sulten tilpas mange gange indså jeg, at frøkorpset måske ikke var noget for mig alligevel, ” fortæller Simon.
Så han trak i soldateruniformen med en rang som premierløjtnant på kasernen i Slagelse og tog på missioner som udsendt i Afghanistan.
I 2010 var han i Helmand, og i 2014 lød destinationen Kabul. ”Det er 15 kilo siden,” konstaterer han med glimt i øjet.

Ugen, der ændrede alt
Selvom han var godt i gang med sin militære karriere, var Simon dog godt klar over, at farens helbred skrantede, og at faren nok ikke kunne magte at tage vare på sin gård, Svinningegården, i al evighed.
Så Simon tog orlov fra Forsvaret i 2015 for at gå i gang med den to-årige agrarøkonomuddannelse på Dalum Landbrugsskole. Planen var, at han på et tidspunkt skulle langsomt ind i driften af farens gård og på længere sigt skulle overtage stedet. Advokaten havde udarbejdet en fremtidsplan for, hvordan det juridisk skulle foregå.
Men i slutningen af juni 2017 ændrer alt sig. Simons far falder uheldigt i køkkenet, brækker sin arm, skulderen går af led, han ryger på sygehuset, får en blodprop, der opstår komplikationer, han dør. Det hele sker på blot en uge.

Eksamensbevis, men ingen indsigt
Simon havde netop bestået sidste eksamen som agrarøkonom blot fire dage før faren pludselig går bort, advokaten dør næsten samtidig, og Simon står nu med sit eksamensbevis, men også med det tyngende ansvar for driften af en stor landbrugsejendom, som han ikke har indsigt i. Dét, der skulle have været begyndelsen på et langsomt generationsskifte, blev i stedet begyndelsen på en arvesag og en helt ny tilværelse.

Ville hellere overtage barndomshjemmet
”Jeg havde ingen erfaring fra landbrug, jeg sku’ jo ha’ lært af min far de første par år, men han var her bare ikke, jeg havde 1000 spørgsmål,” fortæller Simon. Han havde faktisk heller ikke knyttet følelser til Svinningegården, for Simon voksede ikke op her, men derimod på Adamshøj Gods i Ringsted. Som han selv nøgternt konstaterer: ”Mine bedsteforældre boede på Svinningegården før min far, det var her jeg som barn blev nevet i armen og fik uglet mit hår af farfar. Men jeg havde ikke noget tilhørsforhold. Jeg ville ærlig talt ti gange hellere have overtaget mit barndomshjem i stedet for at bruge energi på at istandsætte Svinningegården. Men nu er jeg jo efterhånden faldet til efter to år.”

Venstre-politiker med kunst og sjæl i hjemmet
Simons far var Peter-Hansen Nord, der bl.a. var folketingsmedlem for Venstre i 11 år, hvor han var partiets energipolitiske ordfører det meste af sin tid i Folketinget, og derudover sad han i Forsvarsudvalget og andre udvalg i en del år. Og man mærker hans liv og sjæl i rummene, der stort set stadig står intakte i hjemmet: En mahognistue, hvor man drikker kaffe og cognac efter middagen. En stue til poolbordet. En parklignende have. To køkkener, hvoraf det ene er på størrelse med en almindelig københavnerlejlighed. Knirkende sildebensparket, imponerende krystallysekroner, velekviperet barskab, danske designklassikere, patineret læder, nænsomt vævede tæpper og en betydelig samling kunst fra gulv til loft.

Vejen til toilettet er lang
Svinningegårdens boligareal fylder 1200 kvadratmeter, derfor er der næsten også et strejf af sandhed i Simons fortalelse, da jeg spørger om vejen til toilettet og han kommer til at sige: ”Du fortsætter bare to dage hen” i stedet for ”to døre”. Jeg når da også lige at passere flere rum og en lang gang med to smukke Børge Mogensen-lænestole i kernelæder, hvis man lige skulle trænge til et hvil på vej hen til det fantastiske, originale badeværelse med grønne klinker som modspil til den moderne, arty lysekrone.

100 timers arbejdsuger
Det er farens designinteresserede ekskone, der har stået for en stor del af indretningen på Svinningegården, men man fornemmer, at det slet ikke er Simons fokus, han har bare overtaget rammerne og har i stedet kæmpet for at få det hele til at hænge sammen, lige siden den sommerdag, han pludselig stod med nøglerne. ”Jeg havde ikke forestillet mig at jeg skulle arbejde over 100 timer om ugen med kæmpe økonomisk underskud, jeg ku’ være blevet i forsvaret og tjent meget mere,” lyder det.
Men nu er Svinningegården altså blevet Simons hjem, husholdningen tæller desuden en brun labrador ved navn Noma, og hans hverdage består af arbejdsdage på 14 timer, for han hjælper også til på Stenhus Kostskole. Her er han tilsynsførende aften – og weekendvagt og spiller f.eks. bordtennis og hygger med de unge, fordi han har lyst til at give noget igen til den skole, hvor han selv tilbragte fem år af sit liv.

292 hektar under plov
”Jeg havde skrevet opgaver om Svinningegården, da jeg tog agrarøkonomuddannelsen. Men man kan ikke stille noget op mod vejrudsigten, jeg havde en umulig start, for der var skybrud i 2017 og tørke i 2018.”
Desuden blev alle konti lukket, da Simons far døde, det var lige op til høsten og Simon kunne hverken give de tre medarbejdere løn eller købe diesel til landbrugsmaskinerne. Men forvalteren Peter var der for ham, han tog sig af markerne og landbrugsdelen, mens Simon sørgede for få styr på dødsboet og holde advokater og revisorer i kort snor, så han kunne fortsætte driften af gården, der har 292 hektar under plov.
De 270 af dem dyrker de selv, 15 hektar forpagtes af den nærliggende Brogård, og de sidste syv hektar har været forpagtet til Kragerup Gods i Ruds Vedby, som er i gang med at dyrke nye økologiske proteinrige afgrøder som f.eks. lupin, bønner og kikærter.

Ingen kaffe, men mange sko
Vi begiver os ind i det ene køkken, jeg beundrer en af de dragende krystallysekroner, et tip er i øvrigt, at man kan rense prismerne med vodka i en sprayflaske, fortæller Simon. Der står et væld af kaffekander fra Stelton, Bodum og Georg Jensen på de åbne hylder. Jeg tæller mig frem til ti. Men ironisk nok han har ikke noget kaffe. Derimod har han en usædvanlig stor samling af sko i entreen. Der er naturligvis de obligatoriske outdoor-læderstøvler med den røde stofsnip bagpå fra Rossi, men bunken tæller bl.a. også golfsko, sommersko og militærstøvler, der ifølge Simon er gode at have på, når man fælder træer.

Opdræt af frie skovkyllinger er ikke så nemt
Under uddannelsen på Dalum Landbrugsskole besøgte agrarøkonom-holdet en producent i Jylland, der havde skovkyllinger. Og her fik Simon inspirationen til at opdrætte sine egne. ”Jeg tænkte: Det var nemt. Bum bum bum! Men det var det så ikke!” konstaterer han tørt, mens vi begiver os ud i det skovareal, der ligger i forlængelse af haven, og hvor Svinningegårdens skovkyllinger går frit mellem de 100 år gamle egetræer og bøgetræer i skovbunden, som om foråret er fyldt med ramsløg og nedfalden løv.

Kyllinger på græs og i skov
Der kan være op til 1000 kyllinger, der har 4000 kvadratmeter i hver fold at boltre sig på, og de går frit i mindst 65 dage før de bliver slagtet. Eltråd og fiskenet sørger for at holde ræve og andre firbenede rovdyr ude, men den store udfordring kommer fra de mange luftangreb fra rovfugle, som også synes, at kyllingerne er en delikatesse. Kyllingerne går på 1/3 græs (rajgræs og kløvergræs) og 2/3 skov, (”de spiser alt kløveret og gemmer sig i rajgræsset”, fortæller Simon), inden de lander på middagsbordet, hvor kunderne primært er restauranter og lokale.

Lokal slagter på Sjælland
Racen hedder Plymouth, som har den bedste kødkvalitet og de største kyllingelår, og Simon køber dem daggamle af Bangs Hønniker i Ugerløse på Sjælland, der også slagter dem. Det er vigtigt for Simon, at transporten ikke er for lang, for det er også et af de parametre, som Dyrenes Beskyttelse fremhæver, og ifølge Simon er det også med til at give hans kyllinger bedre velfærd end de økologiske.

Konventionelt kan være bedre end økologisk
”I de økologiske stalde har de blot adgang til udearealer, men mine kyllinger går ude hele deres levetid, når de er blevet varmefri. De starter 2-3 uger med varme på, hvorefter de selv vælger om de vil være ude eller inde. Men eftersom foderet er placeret udenfor, kommer de ud i den friske luft mindst én gang om dagen for at spise. Om sommeren foretrækker nogle at ligge i skyggen og drikke vand, mens andre hellere vil gå og hakke i skovbunden,” lyder det fra Simon, der fortsætter:
”Mange tror, at hvis ikke der er et Ø på, så er det noget lort! Mine kyllinger er ikke økologiske, fordi deres foder ikke er det, men de spiser jo, hvad de finder naturligt i skovbunden, f.eks. insekter og regnorme. Jeg vil faktisk gerne vise, at konventionelle fødevarer kan være bedre end de økologiske.”

Lammefjorden skal vise, hvad de kan
Svinningegården ligger på Lammefjorden i Nordvestsjælland, der er et kendt landbrugsområde med mange traditioner for at dyrke grøntsager i den næringsfyldte jord, og selvom avlerne her har et godt sammenhold, kunne Simon godt ønske sig, at de sammen blev bedre til at ”høste på det gode navn, som Lammefjorden har”, som han selv formulerer det. De skal ifølge Simon simpelthen skabe mere opmærksomhed om området. Han bestræber sig selv på at være meget åben, tager gerne imod besøg fra landbrugsskoler og inviterer fx også gerne historieinteresserede fra Dansk Slægtsgårdsforening indenfor, ligesom han holder et stort arrangement i sin have til Skt. Hans med 5-retters gourmetmiddag, baseret på de lokale fødevarer fra Lammefjorden.

Danske produkter, dansk arbejdskraft
Og Simon har visioner for sit landbrug, hvor der udover skovkyllingerne også dyrkes 2.000 tons kartofler, 400 tons gulerødder, 3 tons asparges (både grønne og hvide) og ramsløg. En del af varerne sælger Simon fra sin gårdbutik, kyllingerne kan man også købe i hans netshop.
Om sommeren får han assistance af de lokale skoleelever, der har fritidsjob på gården og hjælper med aspargesene. Og det er vigtigt for ham at holde fast i sine idealer: ”Hvis vi skal overbevise forbrugerne om, at de skal købe dansk, skal vores arbejdskraft også være dansk!” lyder det fra Simon, inden vi kører ud for at kigge på de syv hektar, som han forpagter til Kragerup Gods’ økologiske protein-eventyr.

Fremtidens lokale proteinfødevarer
Simon har et nært personligt forhold til Kragerup Gods’ ejer Birgitte Dinesen og hendes partner Olav Ditlevsen, så han fandt et økologisk areal, hvor de kunne dyrke de nye afgrøder, som passer ind i forbrugernes efterspørgsel på nye danskproducerede, bæredygtige og fremtidsrettede, lokale fødevarer.
Vi begiver os ud på den 20 år gamle økologiske mark, som har fået lov til at udfolde sig frit, og med tiden har udviklet en meget varieret vegetation. Simon ser lidt rådvild ud: ”Nu er vi her, hvor jeg ikke helt kan kende forskel på ukrudt og afgrøder….” lyder det så.

På jagt efter lupin og kikærter
Jeg står med blokken, vi kigger ud over marken af vildtvoksende natur, der bliver stille, man hører kun lyden af de snurrende vindmøller.
Så brydes momentet af en bil på grusvejen. Det er Tom, som er driftsleder på den nærliggende Brogård, der hopper ud af sin pick-up som vores redningsmand, og adræt begiver sig ud i den tørre jord med den store plantediversitet for at udpege den gule lupin og kikærterne for os.

Soldatens udfordringer på landjorden er blevet nogle andre, men man fornemmer, at temaet er det samme: Der skal kæmpes. Både for idealer og afgrøder.