Det er de færreste 28-årige, som med en medfødt naturlighed kan fortælle, at de har 15 helårsansatte i deres virksomhed og råder over 500 hektar jord. “Er din mor stolt af dig?” spørger jeg. Kristoffer Linderoth griner: ”Hun er nok lidt betænkelig ved at have en søn, der skylder mange millioner væk, men hun er nok også lidt stolt af mig!”

Når Kristoffer Linderoth iklædt mørk fleecejakke, Rossi arbejdsstøvler og sund kulør i rask tempo går gennem de store haller på Brogaard i Fårevejle i Odsherred, får man hurtigt indtrykket af, at det er en usædvanlig 28-årig, der er direktøren for det hele. Milliongælden er nærmest en livsbetingelse i dansk landbrug, så det handler om ikke at stå stille. Lyden af produktionsmaskiner og effektivitet på det store vaskeri og pakkeri fremstår næsten musikalsk, mens medarbejderne i de hvide Nissan gaffeltrucks erfarent manøvrerer paller fyldt med sorte kasser, der bugner af grøntsager: Pastinakker, rodfrugtmix, rødbeder, persillerødder, gulerødder, kartofler. Som Kristoffer selv formulerer det: “Brogaard er ikke et landbrug men en virksomhed, hvor vi producerer og afsætter grøntsager til detailhandlen og grossister.”

Coop og Netto er blandt kunderne
Kristoffer blev uddannet agrarøkonom i foråret 2013. Derefter tog han til Sverige og var chef for et stort landbrug i knap fire år, før han overtog Brogaard fra Boje Skytte, der i over 40 år markerede sig som en af Lammefjordens driftige landmænd. Han var blandt de eneste i området, der dyrkede økologiske grøntsager som supplement til de konventionelle. Nu kører Kristoffer livsværket videre efter det generationsskifte, der stadig er i gang, og Boje Skytte sidder som bestyrelsesformand. De danske kunder tæller bl.a. supermarkedskæderne Coop og Netto, ligesom Brogaard eksporterer til f.eks. Norge og Tyskland. Og grøntsager er der nok af på de store bånd, der kører i et konstant flow: Råvarerne tippes op i siloen, der vaskes 6-7 tons i timen, hvorefter de håndsorteres og pakkes efter størrelse og kvalitet.

Fremtidens fokus bliver på pesticider
I dag dyrkes der grøntsager og rodfrugter på 300 hektar, mens der vokser korn på de resterende 200 hektar. Og halvdelen af Brogaards afgrøder er økologiske. Alene arealet med de økologiske Lammefjordskartofler fylder 40 hektar. “Jeg er ikke firkantet med, hvad jeg selv tror på. Men vi skal være gode til at lave det, som forbrugerne ønsker og efterspørger. Jeg tænker meget på fremtidens efterspørgsel: Hvad er det næste? Vil folk blive ved med at spise rodfrugter, eller vil de have farvede beder? Hvor bevæger det sig hen? Udfordringen i økologien er at finde næring til afgrøderne. Men jeg tror ikke, at det kun vil handle om konventionelle kontra økologiske fødevarer i fremtiden. Jeg tror, at forbrugerne stadig efterspørger en blanding, men at det kommer til at handle mere om brugen af pesticider, og at man om 5-10 år dropper dem helt,” lyder det fra Kristoffer Linderoth.

Opfostret med Lammefjordens grøntsager
Kristoffer Linderoth er ikke født med en guldske i munden, faktisk blev han opfostret med områdets lokale gulerødder og kartofler. “Mit første ord var traktor!” udbryder han med et grin, for han var med i marken og på traktoren, allerede fra han var 1-2 år gammel. Hans bedstefar producerede gulerødder i 50 år, og hans forældre står bag gårdbutikken Lammefjordens Spisekammer. Begge forældre har haft fuldtidsjob ved siden af, så indstillingen til hårdt arbejde er også medfødt. Kristoffers arbejdsuge løber nemt op på 50-60 timer, selvom han er far til to meget små børn, og hans kone også arbejder på fuld tid. Han kalder det selv “et livsprojekt”. Det kræver en vis struktur på hverdagene, der starter kl. 05.30, og som har et helt fast holdepunkt: Aftensmaden kl. 18. Præcis. ”Vi spiser kl. 18. Hverken før eller efter!” griner han.

Familien elsker farvede beder og rødder
“Vi spiser rigtig mange grøntsager i min familie. Jeg tager nogle gange en Margretheskål under armen og går ned i pakkeriet og fylder den. Jeg vasker altså selv mine grøntsager, jeg er simpelthen for næring til at tage dem, der er blevet pakket!” siger han med et smil og fortsætter: “Børnene elsker gule beder i grove tern. Og den lilla gulerod med orange marv, der hedder Purple Haze. Du skal snitte den i en 45 graders vinkel, mens du ruller den, så får du farven med. Hvide gulerødder eller pastinakker er også vores favoritter. Men kød er også vigtigt!” tilføjer han og klapper begejstret i hænderne samtidig: “Jeg har det som min bedstefar, der altid skulle have pillede kartofler sammen med et godt stykke kød og et glas rødvin!”

Produktion i kilo eller på kærlighed?
“Jeg har altid været mega målrettet mod den vej, jeg skulle gå og det, jeg ville,” fortæller Kristoffer, og besvarer hurtigt spørgsmålet: ”Min fremtidsvision? Det er en fyldt lagerhal! Efterspørgslen på dansk kvalitet er kæmpestor, og jeg tror den bliver endnu større. Men man skal huske på, at hvis vi skal have en skånsom produktion og passe på miljøet, så kræver det investeringer. Hvis vi ikke tjener penge, så er vi her ikke! Hvis alle i verden skal brødfødes, så skal man producere i kilo og ikke på kærlighed. Den pakkemaskine til rodfrugtmix, vi har derovre, koster 3,5 millioner kroner,” siger han og peger på en af hallens store maskiner, før han fortsætter: “Det kan tage 10-12 år at afskrive en maskine, men supermarkedskæderne tegner kun kontrakter for et år ad gangen. Det kan være ret frustrerende, hvis man er ung i erhvervet. Men det lykkedes os faktisk at forhandle en to-årig kontrakt hjem. Jeg ved ikke, om det er Danmarkshistorie, men det hører i hvert fald til sjældenhederne!” siger han med et skævt smil.

Gastronomisk legeplads med råvarerne
Selvom unge Kristoffer har et voksent forhold til økonomien, er han stadig formet af barndomskærligheden til de råvarer, der omgiver ham. “Jeg er gode venner med Søren Wiuff og at tilbringe en time med en grøntsagsavler som ham er sindssygt inspirerende. Han er eminent til at sælge varen og fortælle den gode historie. Det er vi andre for dårlige til! Når man står der på sin gulerodsmark en septembermorgen og trækker en gulerod op af jorden med dug på toppen, så føler man, at man lever! Den historie kører Wiuff ind til byen og fortæller. Vi andre fortæller måske kun lige, hvordan grøntsagerne skal tilberedes, men vi skal også blive bedre til at fortælle de sjove historier. Søren Wiuff har en legeplads med de nørdede kokkedrenge, hvor de eksperimenterer med råvarerne, udforsker og finder nye varianter end lige pastinakker og persillerod. Jeg lytter! Men vi sender jo 30-40 europaller ud af virksomheden om dagen, så vi tænker primært i kilo, mens kokke måske har en vision om at bruge en skræl af en gulerod til deres menu. Hvis vi skulle leve af det, ville vi jo gå fallit hver anden måned!” afslutter han med et smil.